Hospitaler stiller nye krav til plast-leverandører

Af Region Midtjylland

Med udgangspunkt i midtjysk genanvendelses-projekt stiller de danske regioner krav i nyt udbud. Plastemballage til skyllevæsker på hospitalerne skal kunne genanvendes. Samtidigt har EU netop offentliggjort ny strategi for genanvendelse af plastaffald.

Regionernes lægemiddelorganisation Amgros har på vegne af de fem regioner i januar 2018 offentliggjort et fællesregionalt udbud, der for første gang indeholder et krav til genanvendelighed af plastemballage. Det markerer et gennembrud for regionernes ønske om at nedbringe mængden af plastaffald. Forud ligger blandt andet et halvt års intensiv dialog mellem internationale virksomheder og Teknisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH), der er frontløber på genanvendelsesområdet med et cirkulær økonomi-projekt, som Region Midtjylland støtter med 6,8 mio. kroner.

AUH alene sender årligt cirka 300 ton plastemballage affald til forbrænding. Affald som i princippet kunne genanvendes, hvis emballagen var designet rigtigt. Netop designet af emballage er afgørende for muligheden for genanvendelse, og det er derfor essensen i de krav til genanvendelighed, der bliver stillet i det nye fællesregionale udbud. Kravene lægger sig samtidigt op ad den netop offentliggjorte EU-strategi for plast, der blandt andet har som mål, at al plastemballage i 2030 er designet med genanvendelse i tankerne.

Læs hele artiklen om udbuddet her.