Kan elbiler leve op til hjemmeplejens kørselskrav?

Hjemmesygeplejerskerne i Ringkøbing-Skjern Kommune tester her i vinter- og forårsmånederne om elbiler vil kunne opfylde deres kørselsbehov i fremtiden. Testen er en del af en større analyse af kommunens samlede bilflåde.

Hjemmeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune står i 2015 over for at skulle udskifte 27 af 42 biler til en samlet sum af 4,3 mio. kr. Kommunen har en ambitiøs energipolitik, hvor visionen er at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2020. I den forbindelse spiller indkøb af kommunale køretøjer en vigtig rolle i energiregnskabet. Derfor har hjemmeplejen leaset fire Nissan Leaf elbiler, som personalet nu er i fuld gang med at teste på ruterne i byerne Videbæk og i Tim. Målet er dels at finde ud af, om det vil være en god forretning for kommunen med elbiler i hjemmeplejen, dels om de er driftssikre i hverdagen.

Hårde krav til hjemmeplejens køretøjer

For hjemmesygeplejerskerne er det helt afgørende at elbilerne er et pålideligt arbejdsredskab og at de kan leve op til en række hårde krav.

– Vi er drønafhængige af bilerne i vores arbejde. Her i kommunen har vi mange lange ruter, der ikke ligger i bynære zoner, og bilerne skal kunne klare at køre i alt slags vejr og både på markveje, grusveje og klitveje. Samtidig skal de kunne klare mange start og stop i løbet af en dag, siger Marie Christiansen, der er konsulent i Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune.

– En af de helt store udfordringer for elbilerne er, hvor meget strøm der skal bruges til at varme kabinerne op på de rigtig kolde dage, og hvor meget det går ud over bilernes rækkevidde. Det duer jo ikke, hvis bilerne pludselig løber tør og skal lade op midt på dagen. Der skal også tages højde for at en hjemmesygeplejerske kan reagere på nødopkald. I de situationer skal der være tilstrækkelig kapacitet i bilerne. Nu må vi se, hvad resultatet af testen viser. Det kan jo være at elbilerne skal sættes ind på de kortere byruter, siger Marie Christiansen.

Elbilpartnerskab Vestdanmark

Ringkøbing-Skjern Kommune er med i Elbilpartnerskabet Vestdanmark, der består af 29 virksomheder og kommuner, som er gået sammen om at bringe i alt 377 nye elbiler ud på vejene i Vestdanmark i 2015.

I slutningen af 2014 uddelte Energistyrelsen ca. 31 mio. kroner til projekter, der fremmer udbredelsen af elbiler. Ringkøbing-Skjern Kommune fik også del i pengene: 210.000 kroner til 14 el-biler, som kommunen vil lease til flere forskellige områder i 2015. Pengene til Ringkøbing-Skjern er givet som en del af en fælles pulje til Elbilpartnerskabet Vestdanmark.

Hjemmesygeplejersker er glade for god komfort

To af de fire elbiler bliver testet af hjemmesygeplejerskerne i Tim Ældrepleje. Området ligger i den nordvestlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Testperioden blev skudt i gang den 11. februar og selv om man kom lidt skævt fra start fordi bilerne blev leveret med de forkerte ladekabler, så tyder alt på, at hjemmesygeplejerskerne har taget godt i mod de eldrevne køretøjer.

– Vi er jo kun lige kommet i gang med testperioden, men personalet er allerede nu utrolig glade for at køre i bilerne. Komforten i kabinen er helt fantastisk, og når man kører i bilerne er det næsten – men kun næsten – som at sidde derhjemme i sin dagligstue, fordi man slipper for motorstøj. Det skal opleves, fortæller Bent Erik Skarregaard, der er teknisk serviceassistent hos Tim Ældrepleje. Han har til opgave at introducere brugerne til kørsel i elbilerne og at holde øje med at bilerne fungerer, som de skal i det daglige.

– Her i starten af testperioden lader hjemmesygeplejerskerne sig stresse lidt over, hvor mange kilometer der er tilbage, når de er ude på ruten, men det kræver også noget tilvænning at køre i en elbil. For eksempel skal man være opmærksom på kabinevarmen, der jo ikke som i diesel- og benzindrevne biler kommer fra motoren, men trækker strøm fra batteriet, siger Bent Erik Skarregaard, som i øvrigt er meget positivt overrasket over elbilernes acceleration, som kan justeres, hvis man vil spare på strømmen.

Elbilerne vurderes at kunne køre omkring 180 km på en opladning i sommerperioden og ca. det halve i de kolde måneder. Tim Ældrepleje dækker et af de største geografiske områder i Ringkøbing-Skjern Kommune og enkelte aftenvagtplaner er på 150 km.

Det er firmaet Black Swan Group, der står for testen af bilerne i perioden fra februar til april. Bilernes køreevner bliver nøje monitoreret af elektronisk måleudstyr, så der efterfølgende kan trækkes data ud af dem. Dertil bliver der lavet en kvalitativ undersøgelse af brugernes oplevelse med at køre i bilerne. Først herefter bliver det besluttet, hvor mange af de 27 udskiftningsparate køretøjer i hjemmeplejen, der skal erstattes med elbiler.

"Vi er jo kun lige kommet i gang med testperioden, men personalet er allerede nu utrolig glade for at køre i bilerne."

Grønne visioner og sund økonomi

Testen af elbilerne i Tim og Videbæk er en del af en større analyse af hele kommunens bilpark, som blev gennemført i 2014. Analysen, som Black Swan Group også står bag, viste at i alt 41 af de 109 diesel- og benzinbiler, som blev testet, med fordel kunne skiftes ud med elbiler. Pengene kommer fra Energistyrelsen, og analysen foregår i samarbejde med syv andre kommuner og delebils-operatøren LetsGo.

 

– Ikke alle 41 biler skal nødvendigvis udskiftes med elbiler. Der er mange faktorer, som spiller ind. Ikke mindst de personalemæssige. Elbilerne skal som minimum være mindst lige så gode som det værktøj, de har i øjeblikket, siger Henning Donsmark, der er leder af kommunens Energisekretariat.

– Prisen har naturligvis også betydning for, hvor mange elbiler vi skal købe eller lease. Så i princippet er der ikke taget endelig beslutning om antal. Hvis priserne hænger sammen ud fra en helhedsbetragtning, så er elbiler helt klart højt på dagsordenen. Grønne visioner og økonomisk sund fornuft skal hænge sammen. Gør de det, så er det også min erfaring, at man kan opnå nogle store resultater, siger han.

Energirådet

Arbejdet med at omstille Ringkøbing-Skjern Kommune til 100 % vedvarende energi er forankret i Energirådet. Rådet består af erhvervs- og organisationsfolk samt politikere og embedsmænd fra kommunen. Rådet rådgiver Økonomi- og Erhvervsudvalget og er med til at inspirere omgivelserne og sprede viden om vedvarende energi. Kommunen har desuden etableret et Energisekretariat, som koordinerer arbejdet, står for information og markedsføring og driver handlingsplanen fremadrettet. Desuden servicerer Energisekretariatet Energirådet og hjælper alle interesserede med råd, kontakt og inspiration.